Min behandlingsfilosofi
Min måde at arbejde på bygger på moderne smerteforståelse og en biopsykosocial forståelse af længerevarende smerter.
Smerte er virkelig. Men smerte er ikke nødvendigvis et præcist mål for, hvordan din krop har det, eller hvad den kan holde til.
Især når smerter har været der længe, ser jeg derfor ikke kun på kroppen. Jeg undersøger også, hvad der sker omkring smerterne. Hvordan sover du? Hvordan bevæger du dig? Hvornår bliver smerterne værre – og hvornår fylder de mindre? Hvad forventer du af din krop? Hvad er du blevet bange for? Og hvad i dit liv påvirker dig lige nu?
Det betyder ikke, at smerterne sidder i hovedet. Det betyder, at vi mennesker er komplekse.
Og det er faktisk gode nyheder. For når mange ting kan påvirke dine smerter, er der også flere ting, vi kan undersøge, udfordre og ændre på.
Jeg tror på, at smerter kan forandre sig. Også når de har været der længe.
Vi skal forstå dine smerter
– ikke bare behandle dem
Jeg er ikke kun interesseret i, hvor du har ondt. Jeg vil forstå, hvordan smerterne opfører sig i dit liv.
Hvad får dem til at fylde mere og mindre? Hvad tror du, de fortæller om din krop? Hvad er du begyndt at passe på med eller helt holde dig fra? Og hvad sker der, når du gør noget andet end det, du plejer?
Sammen undersøger vi, hvad der er med til at holde dine smerter i gang. Vi stiller spørgsmål til det, du tror om smerterne og din krop. Vi udfordrer bevægelser og begrænsninger, du er blevet usikker på. Vi prøver noget af og bruger dine erfaringer til at finde ud af, hvad der hjælper dig videre.
Jeg arbejder blandt andet med det, jeg kalder bevægelsesmod: at blive nysgerrig på kroppens grænser i stedet for altid at tage dem for givet. Ikke ved at ignorere smerterne eller presse kroppen, men ved gradvist at få nye erfaringer med, hvad den faktisk kan.

Du kender dig. Jeg kender smerter.
Du ved, hvordan smerterne føles, hvad de gør ved dit liv, og hvad du savner at kunne igen.
Jeg bruger min faglige viden om smerter til at stille spørgsmål, udfordre dine konklusioner og hjælpe dig med at afprøve, om kroppens grænser faktisk er dér, hvor du tror.
Og når smerterne blusser op, og du tænker “der kan du selv se, jeg skulle ikke have gjort det”, undersøger vi, hvad der skete, i stedet for automatisk at konkludere, at du har gjort noget forkert.
Jeg vil selvfølgelig gerne hjælpe dig til mindre smerte.
Men jeg vil også gerne hjælpe dig til større tillid til din krop, lyst til at udfordre det, der holder dig tilbage – og lettere ved at se fremad uden hele tiden først at spørge kroppen om lov.